Jobm@gasinets topbanner

Nr. 63 - maj 2006

Vikarbureauer - testresultatet

Hvad enten du søger fast arbejde eller vikarjobs, så kan stedet at finde det være et vikarbureau. Mange af dem kalder sig nu om dage også rekrutteringsbureauer. Vi har sat os for at teste, hvordan de tager imod en jobsøger, der møder op med sit CV og spørger efter et fast job eller længerevarende vikarjob. Læs første del af testen her: Vikarbureauer - bedst i test!

 

Samtale hos bureau nr. 1

Da jeg ringede og aftalte mødet, fik jeg besked på at indtaste mit CV i deres online-system.

Til samtalen sad konsulenten sad en sagsmappe om mig med en udskrift af mit CV, som jeg havde indtastet hjemmefra. Jeg fik bagefter en udskrift med hjem.

Hun stillede en del spørgsmål, hvor svarene stod i mit eget CV, så det læste jeg op fra. Hun spurgte, om hun måtte få det. Gik meget i detaljer med, hvilke programmer jeg kendte og på hvilket niveau. Disse oplysninger noterede hun pr. håndkraft.

Konsulenten spurgte til referencepersoner. Jeg bekræftede, at jeg kunne henvise til et par stykker, men jeg ønskede ikke at opgive dem, før vi skulle tale om et konkret job. Jeg ser ikke nogen grund til, at hun ulejliger dem. Det var vi ikke helt enige om, men jeg holdt fast.

Først efter besvarelsen af alle hendes spørgsmål, fortalte hun, at "Den måde, det foregår på, er...." Det burde hun efter min mening have startet med.

Efter selve interviewet blev jeg sat til at lave en online-test på en bærbar pc, som hun havde hentet ind i mødelokalet, hvorefter hun lod mig være alene, mens jeg lavede testen. Testen var udmærket - meget grundig - og tog 30-40 minutter. På www.direct-assessment.net kan man se en demo men ikke selve testen. Testen vurderer een på:

Da testen var overstået, hentede hun resultatet frem med det samme og viste mig det på skærmen. Samtidig blev det sendt til min email-adresse. Det, der blev sendt, viste sig dog at være noget mindre detaljeret end det, jeg så under samtalen. Hun gav mig lidt feedback på resultaterne.

Vi tog afsked, og konsulenten lovede at kontakte mig, når der kom et job, der passede på mine kvalifikationer. Ingen indikationer af, hvor meget de har af den type job.
 

Samtale hos bureau nr. 2

Da jeg besøgte bureauet allerførst, afleverede jeg mit CV og blev lovet, at jeg ville blive kontaktet. Det gjorde jeg også - jeg blev ringet op allerede dagen efter, og vi aftalte så et møde.

Konsulenten virkede professionel og havde god indsigt i forskellige kompetencer inden for mit fagområde. Hun stillede spørgsmål og tastede ind i deres system undervejs.

Vi udfyldte en "tilknytningskontrakt" for mig - det er åbenbart standard at gøre det på forhånd og ikke først, når der dukker et job op. Jeg blev spurgt, om jeg fik pension hos min nuværende arbejdsgiver, og da jeg sagde ja, udfyldte vi et kontrakttillæg, hvorefter  vikarbureauet vil overtage arbejdsgiverens forpligtelse, hvis jeg bliver ansat hos dem.

Der foregik ikke nogen test hos dette bureau, blot en samtale. Konsulenten gik en del i dybden med, hvilket job jeg gerne ville have. Dels selvfølgelig det faglige, men også de bløde værdier. Og det hun havde tydeligvis forstået, at jeg primært var ude efter fast job og vikariater kun sekundært.

Jeg blev spurgt om referencepersoner, og det var OK, at jeg ville vente med at opgive dem, til der er et konkret job.

Dette bureau kræver, at man foreviser en ren straffeattest. Det er jo ikke lige noget, de fleste af os har, endsige går rundt med i tasken, men jeg fik at vide, at det var såre nemt at skaffe (og gratis): Gå bare hen på politistationen og bed dem om at skrive een ud. Og jeg kunne bare vente med at aflevere den. Dette gjorde jeg så nogle dage senere. Det var nok at vise den til sekretæren på bureauet. Hun noterede det i systemet, og så kunne jeg tage attesten med hjem igen.

Jeg blev opfordret til selv at holde kontakten og ringe jævnligt for at høre om jobmuligheder. Et lille minus er, at "min" konsulent fortalte, at hun nogle uger senere skulle flytte til en anden afdeling - men det var ligemeget, hvem jeg ringede og snakkede med. Ja, det kan godt være det er ligemeget for jer, men det er det ikke for mig! Jeg vil gerne føle en eller anden grad af tilknytning til et levende menneske, ikke bare til jeres edb-system.

Efterfølgende fik jeg fødselsdagskort fra dette bureau (som det eneste).
 

Samtale hos bureau nr. 3

Det tredie bureau var det, som var flyttet uden at flytte deres skilt med, så de var lidt svære at finde. Derfor var min første kontakt med dem pr. telefon: Jeg blev bedt om at sende mit CV pr. email til en bestemt konsulent og ringe ugen efter. Det gjorde jeg - en del gange. Jeg sendte også en mail igen, og så modtog jeg endelig et forslag til et mødetidspunkt fra hende. 

Da jeg mødte op, blev jeg spurgt om nogle enkelte ting men blev ellers ret hurtigt sat i et rum alene for at udfylde et større skema med alle mulige standardoplysninger om uddannelse, kompetencer og tidligere jobs.  Jeg blev også opfordret til at lægge mine data ind i deres offentlige jobbank, så de kunne finde mig....???!!! Så det skema, jeg udfyldte på stedet, skulle måske bare sidde i et ringbind og ikke tastes ind i noget system?

Da jeg var færdig med at udfylde skemaet, snakkede konsulenten og jeg om jobmulighederne. Jeg fik en lommekalender, hvor der også er noget praktisk information om at arbejde som vikar for bureauet. Konsulenten var noget overrasket over, at jeg var i job, og det fremgik også på andre måder, at dette bureau nok er mest gearet til vikarjobs, ikke til faste jobs.

Men der var dog et par interessante informationer: Fx at dette bureau også tilbyder at overtage en evt. arbejdsgiverbetalt pension. Det er nemlig lovpligtigt ifølge "Vikaroverenskomsten". Et vikarbureau SKAL efter sigende sørge for at finde ud af, om en vikar har en sådan ordning, og de kan straffes, hvis de undlader at checke det.

Jeg blev ikke opfordret til at holde kontakten og forhøre mig - fik bare at vide, at jeg ville blive kontaktet, hvis de fandt noget, der passede til mine kvalifikationer.
 

Bedømmelserne

Der var mange ting, der foregik på samme måde hos de tre bureauer, men dog alligevel nok forskelle til at prioritere dem på "hitlisten":

Bureau 1

Får plus for at give mig en grundig og rigtig god test, som jeg selv får meget ud af - og får konklusionen direkte hjem i inboxen.

Får minus for ikke at nævne den tvungne pensionsordning.
Får også minus for ikke at ville have mit eget CV fra starten - men gerne under mødet.
Får også minus for ikke at være fleksibel mht. angivelse af referencepersoner.
 

Bureau 2

Får plus for at taste mine oplysninger ind i systemet direkte, mens vi snakker sammen, så vi er helt enige om, hvad der skal stå.

Får også plus for at ordne alt papirarbejdet på forhånd - det virker, som om de i højere grad tror på, at de kan finde et job til mig.  De gider ihvertfald godt skrive kontrakten.
 

Bureau 3

Får plus for at fortælle hele historien om det med pensionsbetalingerne.

Får minus for at være svære at komme i kontakt med.
For også minus for tilsyneladende at køre to forskellige systemer med oplysninger om kandidaterne.
For også minus for at sælge sig selv på at kunne skaffe fast job, når de så tydeligt er mest gearet til vikariater.


Alle

får et minus for ikke at ville snakke med folk, der kommer direkte ind fra gaden. Hvorfor overhovedet have et skilt/synligt kontor, hvis folk alligevel skal ringe for at få en aftale?

Alle får også et minus for ikke at give mig en fast kontaktperson og i det mindste få det til at se ud, som om vi har en relation til hinanden.

Alle får endvidere minus for endnu ikke at være vendt tilbage med et job eller givet en eller anden bekræftelse på, at de arbejder med sagen. Det havde de ihvertfald ikke gjort efter 2 måneder.

Hvordan kan det være, at bureauerne ikke er mere om sig nu, hvor vi har stærkt stigende beskæftigelse? Det kan da ikke vare længe, inden de løber tør for gode kandidater, så det må være på høje tid, at de begynder at gøre lidt mere for dem.

To af bureauerne spurgte, om jeg var skrevet op hos andre bureauer. Det ene sted ville de vide hos hvem. Så de ved jo godt, at de står i en konkurrencesituation. Jeg gad godt se dem bruge den information til noget.

Og vinderen er....

Bureau nr. 2 - Temp Team - havde flest plusser, men de vinder også på det generelle indtryk og det, der på godt dansk hedder "mavefornemmelse". De virkede ret professionelle, også på de små ting.

 

Lone Ingemann ©