Nr. 65 - juli 2006
af Per Andersen, www.iqjob.dk
Der findes hos visse ledere en modvilje mod at ansætte medarbejdere med høj
IQ. En typisk begrundelse vil være: "Samarbejdsevner er vigtigere end
intelligens" (underforstået: Intelligente mennesker kan ikke samarbejde).
Omvendt finder man også ledere, der er begejstrede for medarbejdere, som
lynhurtigt kan overtrumfe deres egne indfald og fungere som sparringspartner på
højtflyvende ideer.
Du kender med garanti billedet af den distræte professor - i dagens Danmark:
den nørdede kollega. Lidt virkelighedsfjern, eftertænksom og ofte med nogle
skæve vinkler i diskussionerne. Faktisk kan det være lidt svært at følge med i
deres argumenter - man ser ikke lige sammenhængen mellem, hvad de fortæller, og
det, der diskuteres. Det kan så være den samme kollega, som med dødsforagt
kaster sig ud i bordfodbold-matchen i frokostpausen, som livligt diskuterer de
nyeste PC-spil og er lidenskabelig violinspiller i sin fritid.
At en bestemt medarbejder har en høj IQ fortæller ikke i sig selv, hvilken
persontype vi står overfor. Mennesker med en høj IQ findes i alle mulige udgaver
- præcis ligesom resten af befolkningen. Nogle tænker mest med hjertet, andre
mest med hjernen. Nogle er meget opmærksomme på, hvordan deres kolleger har det,
andre har større fokus på opgavernes faglige indhold. Nogle er gode til at lytte
og meddele sig, andre foretrækker at arbejde alene.
Ét træk har de højt intelligente mennesker dog til fælles: De kan sætte sig ind
i komplicerede problemstillinger og hurtigt danne sig et overblik. Det er svært
at forestille sig en situation, hvor dette karaktertræk vil være en ulempe.
Man kan i medierne undertiden se "eksperter" udtale sig om, at intelligente
mennesker ikke kan samarbejde.
Det er en meget udbredt antagelse herhjemme, at "når folk er gode til noget, så
må de nødvendigvis være dårlige til noget andet". Måske ligger der noget
ønsketænkning eller jantelov i det. Men denne antagelse holder ikke altid stik.
Vi har nok alle sammen haft klassekammerater, som var gode til både sprog og
matematik. På samme måde er der masser af logisk begavede mennesker, som også
har en høj grad af social intelligens. Faktisk er det mere reglen end
undtagelsen, at de to ting følges ad. - Men her kommer jeg selvfølgelig med en
udokumenteret påstand, ligesåvel som eksperternes påstand om det modsatte er...
Eksperternes påstand kan måske skyldes, at de tænker på personer med Aspergers
Syndrom? Aspergere er netop kendetegnet ved høj IQ og lav social intelligens,
ofte med den samme mangel på empati, som ses ved autister.
Trangen til at stille "dumme" spørgsmål og foreslå forandringer findes hos de
fleste mennesker med en høj IQ. En sådan adfærd kan måske distrahere nogle
kolleger og endda irritere visse ledere, men er faktisk nødvendig for
virksomhedens og produkternes udvikling. Også i transformationsfasen fra idé til
virkelighed, hvor et højt abstraktionsniveau og evne til at visualisere er
væsentlige, kommer intelligensen ind som en nyttig faktor.
Det er jo værd at bemærke, at den offentlige holdning er, at Danmark skal
overleve den globale konkurrence netop ved at sætte fokus på at kunne levere
viden. Viden er vores relle konkurrencekraft.
I bogen "The General Intelligence Factor" af Linda S. Gottfredson fremgår det
klart, at mennesker med høj IQ mindre ofte end andre bliver skilt, lever i
fattigdom eller er på overførselsindkomst. Også i "The Bell Curve" af Richard J.
Herrnstein og Charles Murray er der godt materiale der viser samme tendens. Se
flere kilder nederst.
Vi taler altså her om produktive og værdifulde medarbejdere, som er stabile og
gode kolleger.
Påstanden om, at intelligente mennesker ikke kan samarbejde, er ikke
dokumenteret og siger nok mest om eksperternes egne fordomme. Det er en
generalisering i stil med "Toyota'er ruster!" Ja, nogle af dem. Og det gør nogle
Opel'er også.
Jeg venter derfor med spænding på den udeblevne dokumentation. Og det gør de af
mine venner også, som er medlem af Mensa. En del af dem har tilmeldt sig
IQjob.dk, som er et jobmarked for mennesker med høj IQ. Hvis man læser de
mini-CV'er, som jobsøgerne har oprettet, får man et billede af mange
samarbejdskompetente mennesker, præcis som i andre jobdatabaser.
Per Andersen
Læs også artiklen Høj IQ = succes?
Mere litteratur om emnet:
Hartmann, P., Larsen, L., & Nyborg, H. (2006). Personality as predictor of achievement. Journal of Individual Differences, (2005). Bogen viser, at forskellige præstationsmål afhænger mere af intelligens end nogen anden enkeltfaktor, og slet ikke af personlighedsfaktorer.
Gottfredson, L. S. (2003). g, jobs and life. In Nyborg H. (Ed.), The scientific study of general intelligence: Tribute to Arthur R. Jensen (pp. 293-342). Oxford, UK: Pergamon. Bogen dokumenterer tætte sammenhænge mellem intelligens og hvordan folk klarer sig i erhvervslivet.
Nyborg, H. & Jensen, A. R. (2001). Occupation and Income Related to Psychometric g.
Tidsskriftet Intelligence, 29, 45-55. Artiklen dokumenterer en ligefrem
sammenhæng mellem intelligens, erhvervstatus, og indkomst.