![]() |
|
![]() |
DET GRÅ "GULD" -
FALSK VAREBETEGNELSE? Fra politisk side er der taget mange initiativer til at synliggøre det grå guld, og der er investeret mange penge i forskellige seniorprojekter. Firmaet JoB Vision har gennemført et projekt under Arbejdsministeriets Seniorpulje og arbejder til dagligt med karriererådgivning af bl.a. seniorer. Med dette indgående kendskab til emnet præsenterer de her en lidt andet vinkel på problemet. |
|||
|
Det er naturligvis lidt af et paradoks, at vi på den ene side har stor efterspørgsel efter arbejdskraft, og på den anden side relativt mange ældre, som har vanskeligt ved at skaffe sig et job. Er det virksomhederne, som har et forklaringsproblem? – eller skyldes det holdninger og/eller manglende kompetence hos de ledige seniorer? Naturligvis er der i virksomhederne myter og fordomme om ældre medarbejdere, men det er ikke vor erfaring, at det er her ”hunden ligger begravet”. Som karriererådgivere ser vi det ikke som en vanskeligere opgave at hjælpe en ældre tilbage på arbejdsmarkedet end en yngre. Der er faktisk mange gode argumenter for at ansætte en ældre medarbejder – bl.a. kan de ofte starte i jobbet med kort varsel, de har erfaring, er stabile og loyale. Men det er ikke nok med disse argumenter. Vi er nødt til at arbejde med holdninger – ikke i virksomhederne, men hos de ledige seniorer. Erfaring ikke ubetinget en fordel
Vi har en lang tradition for udvikling af de faglige kvalifikationer, men vi har ikke i tilnærmelsesvis samme grad tradition for at udvikle de personlige kvalifikationer – herunder forandrings- og social kompetence. Dette rammer specielt de lidt ældre medarbejdere. Trods en god faglig ballast, mangler de ofte den personlige kompetence, som er nødvendig for at klare sig i virksomhederne og i forandringssamfundet, hvor teamdannelse i større og større udstrækning bliver organiseringsmåden, og hvor det er opgaven og målet med opgaven, der afgør samarbejdsformen. De ældre fokuserer næsten udelukkende på det, de har arbejdet med tidligere – på deres erfaring, og næsten alle har en forestilling om, at de skal fortsætte den hidtidige karriere. Men netop ved at fokusere så meget på erfaringen og fortiden, glemmer mange at fortælle om deres ønsker og mål for fremtiden. Dette opleves ofte af virksomhederne som modstand mod forandring og at det, det drejer sig om er, at få et job for at tjene penge. Og hvilken virksomhed ansætter sådan en medarbejder? Spørg ikke hvad virksomheden kan
gøre for dig, men fortæl hvad du kan gøre for virksomheden
Manglende personlige karrieremål hos de ældre opfattes meget ofte af virksomhederne som at nedtællingen til pensionen er begyndt, og det giver virksomheden et signal om manglende engagement. Man vil nok arbejde for virksomheden, men man vil ikke arbejde med virksomheden. Og det er en helt klar barriere for at få et job. Talrige undersøgelser viser, at ældre sagtens kan udvikle sig, men ikke alle har lyst eller vilje til det - og det er netop problemet. Det er derfor vigtigt, at holdningen hos de ældre ændres, således at de ikke bare søger et job for at tjene penge, men derimod søger et job fordi de har mål – mål som matcher den virksomhed, de søger ind i. Målrettet indsats er nødvendig
Hvis det grå guld virkelig skal gøres guldrandet, så skal der en aktiv og målrettet indsats til. Først og fremmest hos den enkelte jobsøger, men også fra systemets side. Utroligt mange har oplevet, at de trods talrige faglige kurser, pc-kørekort mv. stadig ikke kan få et job. Det hjælper ikke at fortsætte med den fagspecifikke opkvalificering: Der skal sættes ind på at få en realistisk karriereplan udarbejdet, og der skal arbejdes med de personlige kvalifikationer og holdninger. At udarbejde en realistisk karriereplan kan være vanskeligt at gøre selv. Der er her meget ofte brug for en neutral og erfaren sparringspartner. Er du selv i en lignende situation, bør du opsøge en erfaren karriererådgiver og få lavet en sådan karriereplan. Artiklens forfatter, Poul Erik Jensen, arbejder i dag hos firmaet Makio
med de samme typer aktiviteter.
Besøg Makios hjemmeside. |
|||
| Tilbage til forsiden | Hvad synes du? Skriv en email! |
||