Jobm@gasinet
Nr. 36 - december 2001


DET MANGLENDE FAG - JOBSØGNING

Tillykke med din uddannelse - og med din status som nyuddannet. Undervejs i studiet har du til hudløshed hørt om "de små årgange" og om, hvordan erhvervslivet står i kø for at tilbyde dig ansættelse. Men først skal du lige klare een eksamen til - nemlig den, som i folkemunde kaldes jobsøgning. 

Det er en eksamen, hvor der kun arbejdes med bestået eller ikke bestået - men man kan på den anden side selv bestemme, hvor mange gange og hvornår man vil gå op.  Det er også en eksamen med konsekvens - bliver du tilbudt ansættelse, og siger du ja til jobbet, så fanger bordet. Det viser sig også, at det er en eksamen, som har både en teoretisk og en praktisk del. Jobsamtalen er den teoretiske del. De første måneders ansættelse er den praktiske del, som afsluttes med udløbet af prøvetiden. 


På Jobm@gasinets redaktion har vi fra sidelinien fulgt mange nyuddannedes kamp for at få det første job. På det helt konkrete plan er det ofte et spørgsmål om, hvad man skal skrive i sin ansøgning. Det er svært at fylde en A4-side med noget relevant, når man ikke har joberfaring fra en tilsvarende stilling. Det er svært at vurdere, om man skal skrive tiden som flaskedreng/-pige i supermarkedet på sit cv. 

Der er mange succeshistorier om jobsøgning, der giver pote uden sværdslag - efter afsluttet studentereksamen i juni måned kom Jens til 2 samtaler og fik tilbudt begge jobs. Men der findes også en række skrækhistorier.

For nogle år siden var jeg gæsteunderviser på et 6-måneders AF-kursus for langtidsledige akademikere. Temaet var jobsøgning - men det viste sig hurtigt, at deltagernes behov for viden gik langt ud over, hvad man skulle skrive i en ansøgning. Den reelle årsag til, at deltagerne var endt på dette kursus var, at de havde svært ved at formulere for sig selv, hvad de forventede af et "godt job". 

Baseret på vores erfaringer med undervisning og redaktionen af Jobm@gasinet burde pensum for det manglende fag Jobsøgning være:

  • Kend dig selv 

  • Målrettet jobsøgning

  • Skab trivsel i dit job liv.

 

Kend dig selv

Udgangspunktet for denne del af pensum er meget enkel - målet med jobsøgning er ikke at få et job, men derimod at få det rigtige job. Det rigtige job er det, hvor opgaver og arbejdsvilkår er de optimale for, at du trives. Eller sagt på anden måde, så nytter det ikke at få et job, som man efterfølgende ikke kan leve op til eller trives med. 

Denne del af dit pensum er svær - bare det, at skulle sætte ord på, hvad man ønsker sig af et godt job, er vanskeligt for de fleste.

Selvstudie

Læs artiklen Inden du starter din jobsøgning. Se også Jobm@gasinets kursustilbud: Søg på den rette hylde

 

Målrettet jobsøgning

Dette er næste trin i denne udviklingsplan er at omsætte ønsker og mål om det rigtige job til en målrettet jobjagt. 

Erfaringerne fra "den anden side af skrivebordet", nemlig virksomhederne, er, at mange nyuddannede er meget urealistiske i deres forventninger til det første job. Det er forventninger til løn, arbejdsopgaver og personalegoder. Pressens markedsføring af de små årgange og overskrifter som "lønfest for de unge" sætter sine spor.

En anden erfaring er, at unge nyuddannede ikke tænker bredt nok - de er begrænset af den eksamen, de lige har bestået, når de skal vælge karriereforløb. Det er klart, at man efter en lang uddannelse ønsker et studierelevant job. På Jobm@gasinets redaktion har vi fået stakkevis af henvendelser fra mennesker, som senere i livet er blevet fanget i netop denne fælde. Dagligdagen som læge, ingeniør eller revisor viste sig at ligge fjernt fra, hvad man troede under studiet.

Tilrettelæggelsen af din jobsøgning indebærer, at du behersker disciplinerne: Identifikation af virksomheder, formulering af ansøgning og CV samt at kunne sælge dig selv i en jobsamtale. 

Selvstudie

Læs artiklerne under temaerne Skriftlige ansøgninger og Jobsamtalen. Se også Jobm@gasinets kursus: Menneskelig indsigt - selvindsigt.



Skab trivsel i dit job 

Med ansættelsen i en stilling følger et ansvar for at udfylde rammerne på en sådan måde, at arbejdsgiver, kolleger og ikke mindst du selv bliver tilfreds. Det handler om alle de bløde elementer i at samarbejde med andre. Naturligvis kan du dit fag, og du er dygtig - men den store udfordring er ofte at kunne omsætte denne viden til resultater for det team, du indgår i. Under hele studieforløbet er du blevet præget til, at alt afhænger af din egen indsats, og du er blevet præget med en eller anden grad af konkurrence for at få de gode karakterer. Nu skal du tænke i helheder og i samarbejde. 

Selvstudie

Læs artiklerne under temaerne Personlig udvikling og Lederkarriere (de rigtige karriereskridt).


Vi ønsker dig en god læseferie og held og lykke med jobjagten.

SSv


Tilbage til forsiden

Hvad synes du? Skriv en email!