Jobm@gasinet
Nr. 41 - september/oktober 2002


EN FLOK GLADE AMATØRER?!

I Wolf Træning har vi gennem programmet Karriere4you2 haft lejlighed til at følge en række dygtige, veluddannede og flittige jobsøgeres anstrengelser. Vi er mildest talt chokerede over de erfaringer, som hver enkelt kan diske op med!

Det hjælper ikke, at offentlige og private virksomheder klager over, at de ikke kan tiltrække gode ansøgere - når en del af dem samtidig skræmmer seriøse ansøgere væk gennem deres arrogance og manglende respekt for ansøgere! 

Sammen med en række personalechefer har Jobm@gasinet med sponsorerne Eagle Vision og Wolf Træning nu taget initiativ til at se på hele området og forsøge at komme med ideer til, hvordan man helt præcist kan gøre rekruttering mere "menneskevenlig". Du vil i senere numre kunne følge arbejdet.

Vi søger dine erfaringer, så det forestående arbejde kan ske med respekt for både virksomhedernes og ansøgernes behov.


Det er helt afgørende, at enhver beslutning om ansættelse sker mellem to ligeværdige parter: En virksomhed, som har særlige behov for, hvad den nye medarbejder skal kunne for at fungere i jobbet. Og en ansøger, som har særlige behov for informationer til at kunne træffe en god beslutning. 

Samtidigt må det erkendes, at beslutningen om ansættelse i virkeligheden bygger på menneskelige holdninger, følelser og fornemmelser - områder som ikke lader sig "diktere" af procedurer og forretningsgange. 

Et gennemgående træk for mange virksomheder er, at de gerne vil vælge den ansøger, som demonstrere at være top motiveret og meget engageret i at blive ansat i netop den virksomhed. På den anden side er det meget svært at motivere sig selv til at sende endnu en målrettet ansøgning, der sprudler af engagement - når det er nummer 10-20-50-100 i rækken af ansøgninger! (Og når man sjældent får et motiveret afslag.)


Fra dagens Danmark

Læs her beskrivelserne af rekrutteringsforløb, som ansøgere har oplevet det - og send os gerne din historie!

Alle historierne er sande - afsenderne er kendt af Redaktionen.


Erfaring 1: (forkortet af redaktionen)

.... Men det der har stødt mig mest er når folk ikke har overholdt deadlines
som vi gensidigt er blevet enige om. Det er sket nogle gange hvor der blev lovet at der skulle meldes tilbage inden en bestemt dato men intet sker. Som person har jeg naturligvis reageret prompte og fulgt op på sagen. Hvor derfra så har lydt mange forskellige forklaringer. Men for mig er moralen at aftaler skal overholdes - lige meget hvad.

Et andet scenario jeg er stødt ind i er når jeg kommer til samtale hos en HR-person, Vedkommende ved meget begrænset om det specifikke job, jeg har søgt. Hvorfor ikke lige tage den jobansvarlige med ved første samtale, så der kommer skred i processen.

Sluttelig vil jeg nævne virksomheden "xxxx Consulting" for deres "outstanding BAD performance". Det er simpelthen den mest uprofessionelle jeg har oplevet.

Jeg sendte en ansøgning på et bestemt job og blev bedt til samtale. Da jeg ankom, var intet forberedt. Indehaveren bladrede i mapper for at finde min ansøgning - og fandt den endeligt for derefter at begynde at diskutere en hel anden stilling. Jeg måtte stoppe hende og fortælle, hvilket job jeg var interesseret i. Samtalen stoppede 2 min. senere. Derfor har jeg også frarådet alt og alle at frekventere firmaet. (Firmanavnet er fjernet af Redaktionen.)


Erfaring 2:

Når jeg tænker tilbage på mine jobinterviews kan jeg nævne:

Ventetid, ingen respons og til ulejlighed når man rykker på svar.

Indledende møde med sekretær, som skulle videreformidle mine personlige egenskaber til afdelingschefen, intet om jobbet som helhed, men en snak om firmaets overordnede strategier.

Man har ikke en jordisk chance for at bedømme, om det er et sted man selv er interesseret i at blive ansat. Jeg vurderer selv udfra det første møde med afdelingschefen, om det er en person jeg kan komme overens med og om jobbets indhold. Har oplevet en enkelt gang, hvor jeg kunne sige: 

Denne samtale skal bare overstås (jeg skal sige, at det ikke er altid, man kan 
bedømme ud fra første samtale, men nogle gange passer kemien ikke, og det kan mærkes på atmosfæren i rummet).

Har været til et par samtaler, hvor kontrakten næsten var i hus, fik svar via brev. at jeg desværre ikke kom i betragtning, hvorefter jeg ringede og fik at vide at min profil ikke passede alligevel.

Jeg kunne forstå, hvis begrundelsen var, at der var en anden kandidat, som fik jobbet, men firmaet bruger meget tid på jobinterview uden egentlig at have gjort sig klart, hvilken profil de søger. Man føler sig meget til grin og spildte kræfter brugt. Man kan ikke komme af med frustrationerne, kan ikke ringe til personaleafdelingen og fortælle, at de har ansat den forkerte afdelingschef, når der bruges mange kræfter på jobannoncer og jobsamtaler uden en egentlig gennemtænkt ansættelsesstrategi for afdelingen.


Erfaring 3:

...Virksomhederne skal behandle os som de mennesker vi er, med hvad deraf følger af følelser. Vi har, oftest, krænget vores inderste ud for at tilfredsstille deres krav til ansøgning og ansøger. Vi har ikke bare skrevet et ligegyldigt brev til dem.

Derfor er mine ønsker til virksomhederne:

  • Et hurtigt første svar med en tidsplan for resten af forløbet.

  • I tilfælde af et "Nej", så forventer jeg et pænt, gerne personligt og endnu bedre begrundet afslag. Ikke bare "Beklager, besat til anden side."

  • I tilfælde af flere samtaler i samme virksomhed, hvor de alligevel springer i målet, ville en lille kompensation for min tid være på sin plads. Det giver jo én lyst til at søge dér en anden gang.

Det kan ikke nytte noget, at vi skal have en doktorgrad i jobsøgning for at søge et job.


Erfaring 4:

Jeg må så på opfordring beskrive min erfaring med en stor dansk virksomhed:

Jeg ringer til koncernpersonalechefen, som er positiv, og jeg sender derefter mit cv til hende. Derefter ringer hun mig op efter 10 dage og siger, at der er en marketingchef, der gerne vil mødes med mig.

Jeg mødes med ham, og det forløber meget positivt, og kemien er helt i top, vi er enige om det hele. Han slutter af med at sige, at jeg vil være perfekt i virksomheden, og at han synes, vi svinger godt sammen - han vil vende tilbage i løbet af 2 uger (efter ferien). 

Han vender IKKE tilbage, og jeg ringer. Det bliver til en lang forklaring om, at der er organisatoriske ændringer i afdelingen, men måske vil jeg være interesseret i en tidsbegrænset periode? "Ja tak, det er jeg også interesseret i", og han vil så ringe tilbage sidst på ugen. Det gør han igen IKKE! Jeg ringer på hans mobil, og han svarer trods det, at han sidder til møde i Oslo. Nu svarer han, at han ikke har noget konkret at sige, men at han ringer senere på ugen. 

Ja, jeg er mildest talt temmelig harm. Så jeg ringer nok til ham og beretter for ham, at jeg ikke føler, at han tager mig særlig seriøst. Og lad os så se, hvilken drejning processen tager, ellers vil jeg ringe til personalechefen og berette min lille historie.

........ alle har før eller siden været i en ansøgningssituation, og derfor ved alle, hvor vigtigt det er at melde klart ud! Det er virkelig under al kritik, at man ikke kan give potentielle medarbejdere en ordentlig behandling.


Tilbage til forsiden

Hvad synes du? Skriv en email!