Jobm@gasinet
Nr. 45 - maj/juni 2003


FØR DU FLYTTER ARBEJDSPLADSEN HJEM
af Benny Christen Grandahl og Martin Simon

"Hjemmearbejdsbogen  – guiden til succes som hjemmearbejder" indeholder en række af forfatternes egne tips og tricks til at lykkes som hjemmearbejdere, bl.a. hvordan du planlægger din arbejdsdag mere fleksibelt og hvordan du holder kontakt til kollegaerne over distancen. Bogen får både de menneskelige og de teknologiske perspektiver og problemer sat på plads. Derfor bør den være pligtlæsning for alle - både arbejdsgiver og arbejdstager - der ønsker at arbejde hjemme.


- Nå, så du vil arbejde hjemme fra!

Tidligere var det den mest almindelige udtalelse fra din chef, hvis du spurgte, om du ikke kunne få lov til at flytte arbejdspladsen hjem. Undertonen var ikke til at tage fejl af. Mistro, tanken om mistet arbejdskraft og eventuelt et efterfølgende spørgsmål om, hvorvidt man ikke hellere ville gå ned i tid eller skulle søge noget andet arbejde i stedet lå implicit i den udtalelse.

I dag er det heldigvis blevet mere acceptabelt! Hver femte dansker arbejder hjemmefra en eller flere dage om ugen, og på sigt forventes hver anden dansker inden for ganske få år at kunne arbejde fra hjemmekontoret.

Hjemmearbejde bliver således den næste store „dille“ i erhvervslivets bestræben på at tiltrække den rigtige og bedst kvalificerede arbejdskraft. Snart vil jobannoncer på Internet og i avisen tilbyde „mulighed for hjemmearbejde“ som en af virksomhedens goder.

Hjemmearbejde giver nemlig medarbejderen mulighed for bedre at kunne kombinere arbejds- og hjemmeliv. For familier med børn er det således en genial løsning, da arbejdet kan klares i de stille perioder i hjemmet, når du har mest overskud til det. Samtidig kan du bedre få noget kvalitetstid med børnene og har lettere ved f.eks. at kunne køre dem til og fra forskellige fritidsaktiviteter, ligesom du hurtigere kan komme frem, hvis de bliver syge i løbet af dagen eller kommer ud for et uheld.

Men faktisk er det ikke helt så ligetil bare at tage computeren under armen og arbejde hjemmefra. Faktisk skal du have en masse ting i orden og på plads, inden du trækker stikket ud på arbejdspladsen og flytter teltpælene hjem. Dem ser vi nærmere på i dette kapitel.

Dur du i det hele taget til at arbejde hjemme?

Ja, det er naturligvis en forudsætning for, at du kan få succes som hjemmearbejder. Men det er ikke kun dine egne kvalifikationer og forudsætninger, der skal være i orden.

Virksomheden og især ledelsen i virksomheden skal acceptere, at du ønsker at arbejde hjemme, og at du rent faktisk også bestiller noget, når du sidder på pinden derhjemme. Har ledelsen ikke den fornødne tiltro til, at deres personale kan arbejde hjemme, kan du lige så godt opgive dit forehavende og finde et andet arbejde, hvor ledelsen har den fornødne tillid.

Endvidere er der en meget vigtig tredje spiller, du også bør tage med på råd: familjen derhjemme. Kan de i det hele taget acceptere eller måske snarere håndtere, at du arbejder hjemme?

Hvilke kvalifikationer bør du have?

Det er faktisk ikke så få kvalifikationer, der skal være i orden, før du er sikker på at få succes som hjemmearbejder. Det vigtigste er selvdisciplin og evnen til at arbejde selvstændigt og uafhængigt af ledelse og kollegaer. Men der er meget mere!

Du skal have den fornødne selvdisciplin

Først og fremmest skal du have den fornødne selvdisiplin til at arbejde hjemme, for at det kan lykkes. Det nytter ikke noget, at du lader dig distrahere af, at du ikke har nået dine hjemlige pligter og så lige ordner dem i arbejdstiden!

Selvfølgelig kan du da godt lige klare opvasken eller sætte en maskinefuld tøj over, inden du møder ind om morgenen – du bestemmer jo nogenlunde selv, hvornår det er arbejdstid, og hvornår det er fritid! Men kommer der for mange „fritidsafbrydelser“ i arbejdstiden, mister du koncentrationen, og så bliver arbejdet derefter.

Så hav en klar strategi for, hvornår det er arbejdstid, og hvornår det er fritid. Kan du ikke styre det i starten, kan det betale sig at gå frem efter et fast skema. Vil du f.eks. gerne nå at handle ind, inden resten af den arbejdende befolkning bliver sluppet løs langs kølediskene, kan du jo f.eks. bare holde en hel times frokostpause.

Hjemmearbejdet stiller således også store krav til dine evner til selv at disponere arbejdstiden, så du kan overholde de deadlines, der er på dine arbejdsopgaver. Du skal med andre ord have gode organisatoriske evner og selv kunne tilrettelægge din arbejdsgang på en tilfredstillende måde.

Pas på den indre arbejdsnarkoman

Omvendt kan du selvfølgelig også meget nemt ende i den anden grøft og blive en ren arbejdsnarkoman, der slet ikke kan finde ud af at holde fri.

Vejene til at ende som den totale arbejdsnarkoman er mange. Enten er du bange for, at dine kollegaer og ledelsen ikke tror, at du laver nok, bare fordi du arbejder hjemme, eller også bliver du så optaget af arbejdet, at det ender som ren hobby for dig. Det sidste har altid været tilfældet for os, men vi kan meget nemt forestille os en situation, hvor det modsatte er tilfældet – at man simpelthen giver den en ekstra skalde, fordi kollegaerne eller ledelsen virker mistroiske over for ens arbejdsindsats.

Undersøgelser viser da også, at op mod 40 procent af alle, der arbejder hjemme, i princippet arbejder mere end de 37 timer, når de arbejder hjemme uden at forlange overtidsbetaling.

Så har du i forvejen let til at blive et par timer ekstra hver dag på arbejdspladsen, fordi du ikke synes, du har nået det hele i dag, så bør du nok passe ekstra meget på, når du først får arbejdet med hjem.

Du kan meget let ende i noget, vi kalder „Du tror, du er uundværlig“-mode, hvor du slutter dagen af med at læse mails eller gennemlæse dine oplæg og præsentationer til mødet i morgen en ekstra gang, inden du går i seng, eller hvor du lige får ordnet et par hængepartier, når resten af familien er lagt i seng. Det er den sikre vej ud på et skråplan.
Går det helt amok, kan du eventuelt deponere nøglen til arbejdsværelset hos ægtefællen, hvis din hjemmearbejdsplads da ikke er placeret i soveværelset.

Du skal kunne stå på egne ben

Fungerer du bedst i en gruppe, og har du behov for hele tiden at snakke med kollegaer eller foresatte om løsningen af dine arbejdsopgaver, så kan du godt glemme alt om at arbejde hjemme.

Som hjemmearbejder skal du nemlig kunne arbejde selvstændigt og være i stand til at udføre dine arbejdsopgaver alene. Naturligvis kan du godt samarbejde med en eller flere kollegaer over distancen, men det bliver det, det er – samarbejde over distancen. Du skal næppe forvente at få lige så hurtige svar på en mail, som på personligt fremmøde på kollegaens pind i virksomheden.

Samtidig skal du have en god erfaring med de opgaver, du skal løse. Du kan ikke lige spørge sidemanden til råds eller gå ind til chefen og få et godt råd. Selvfølgelig kan du sende en mail eller ringe til vedkommende, men det giver almindeligvis ikke det samme hurtige svar, som du nogen gange har behov for, hvis du er kørt fast i en opgave.

Du skal være god til at kommunikere

Hjemmearbejde stiller også store krav til dine kommunikative evner. Oftest foregår din kontakt med ledelse, kollegaer og eventuelt også kunder i en meget mere koncentreret form, end hvis du rent fysisk arbejdede i virksomheden.

Derfor skal du sikre dig, at du får behandlet alle emner og får svar på alle spørgsmål, som du måtte have til de enkelte personer, når du enten møder dem på arbejdspladsen eller hvis du ringer eller mailer til dem.

Pas på stakato-emails

For det meste ender de fleste hjemmearbejdere med at anvende en stakatoagtig form for mails, hvor de blot stiller spørgsmål eller kommer med konstaterende udtalelser i Emne-feltet, men hvor der ikke er særlig meget – om nogen – uddybende tekst i selve mailen.
Denne form for mails – der let kan løbe op i adskillige på en dag – kan virke temmelig irriterende på modtagerne. Laver den hjemmearbejder da ikke andet end at sende mails? Vend dig i stedet til at føre en „log“ på hver enkelt person, og skriv løbende spørgsmål og emner ned, som du måtte have behov for at diskutere med vedkommende. Gem eventuelt „loggen“ i Kladder-mappen i Outlook, og afsend mailen til vedkommende, når du har samlet en række punkter, eller når et hurtigt svar på et af punkterne er påkrævet.

Det skrevne ord slår hårdere end det talte!

Endelig skal du være opmærksom på, at en mail meget nemt kan misforstås af modtageren – vedkommende kan jo ikke se dine ansigtsudtryk eller tyde dit kropssprog, når mailen læses. Generelt bør du nok være mere diplomatisk og fabulerende, når du skriver mails til folk, end når du taler med dem i telefonen eller ansigt til ansigt – især hvis du vil beklage dig eller skælde ud over noget. Det skrevne ord slår hårdere end det talte!

Du skal være god til teknik

Løber du skrigende bort, bare computeren slår en lille prut forkert, så bør du nok tage din indstilling til teknologi op til kraftig revision, hvis du vil gøre dig håb om at få succes som hjemmearbejder.

Derhjemme har du ikke en supporter ved hånden, så derfor skal du altså ikke være bleg for at skulle rode lidt med teknikken – eventuelt med kyndig vejledning via telefonen. Som minimum bør du selv kunne finde ud af at sætte de enkelte dele af computeren sammen til en fungerende maskine – altså ikke bygge den fra bunden, bare kunne hitte ud af at sætte de rigtige stik i de rigtige huller på bagsiden af computeren.

Du skal heller ikke være bange for at skifte farvepatron eller toner på din printer, ligesom du nok må påregne, at du skal rode lidt med indstillingerne på en del af computerens programmer og sørge for, at sikkerheden mod hackere og andre former for elektroniske indbrud hele tiden er i orden.

Er du ikke helt sikker på, at du kan klare teknologien uden hjælp, har vi samlet en række kapitler omkring de tekniske ting og sikkerhedsspørgsmål i bogens andet bind: Hjemmearbejdsbogen 2: Sikkerhed på hjemmearbejdspladsen.


Læs også om det andet uddrag: Om de kvalifikationer, der kræves af ledelsen og af din familie.


Hjemmearbejdsbogen – guiden til succes som hjemmearbejder

Af Benny Christen Grandahl og Martin Simon

Pris: 149,00
Antal sider: 168
ISBN: 87-624-1007-5

Køb bogen her


Tilbage til forsiden

Hvad synes du? Skriv en email!