Jobm@gasinet
Nr. 49 - januar/februar 2004


FRA (EN) PASSIV TIL (ET) AKTIV

Når det handler om Akademikerarbejdsløshed kan man også spørge sig selv, om vi kan være tjent med, at regeringen det ene år nedlægger udvalg, nævn, ulandsprojekter, undervisningsstillinger mm., for derefter året efter at undres over, at omkring halvdelen af alle nyuddannede akademiker er uden job et år efter endt uddannelse? Hvor længe vil vi stadigvæk kunne kalde os et videnssamfund, hvor de menneskelige ressourcer er vores vigtigste råvarer?


Aktivér arbejdsløse?

Rundt om mødebordet en smuk efterårsdag med perspektiv og udsigt over de københavnske tage sidder en gruppe mennesker forsamlet: en antropolog, et par cand.merc.er, en journalist, en fotograf, en hortonom samt et par cand.mag.er. Er vi mon til bestyrelsesmøde? En regeringskonference? Opstarten på en ny virksomhed? Nej, såmænd blot et AF-arrangeret kursus for såkaldte arbejdsløse akademikere i aktiveringsperioden. Havde de da været passive før mødets start, kunne man fristes til at spørge. Gider de da ikke arbejde? Har de ingen erfaringer, gå-på-mod, viljestyrke? Efter en kort præsentationsrunde bliver alle disse spørgsmål til skamme; rummet syder af dynamik og energiniveauet er højt – der mangler hverken kreativitet eller veltalenhed.

Vi er med brev fra AF-Akademikere blevet indkaldt på kursus, som skal ”støtte vor tilbagevenden til arbejdsmarkedet”. Ikke at deltage kan ”få konsekvenser for udbetaling af dagpengene” (= AF/A-kasse jargon for en trussel på vores nuværende økonomiske livsgrundlag, som vi efterhånden er blevet vant til). I sin helhed går kurset ud på at man skal ”aktiveres” til at søge arbejde, men det er jo netop det, vi er blevet eksperter i (uden at det dog har givet positive resultater, endnu).

Flere har været på lignende kurser, hvor de har udformet en ny version af det hellige CV og nyformuleret ansøgninger – blot uden jobresultat, endnu. Som om den såkaldte arbejdsløshed (for vi arbejder på fuld tid med stillingsbetegnelse: Jobsøgende Ressourceperson) udelukkende beror på udformningen af ansøgning og CV! Man vil gøre arbejdsløsheden til et individuelt problem i stedet for samfundsmæssigt og politisk at tage et seriøst medansvar.

Underforstået ligger det i begrebet ”aktivering”, at man har været passiv i den tid, der er gået i arbejdsløshedens tegn. Dog kan intet være mere misvisende. En jobsøgende ressourceperson er konstant nødt til at være aktiv og opsøgende. Ikke alene tilbringer man flere timer dagligt med at læse stillingsopslag, søge på nettet, ringe rundt, passe sit netværk etc.

Vi er trætte af at blive behandlet, som om vi selv ønsker at drive den af

Er man så heldig at have fundet et stillingsopslag, der passer til ens kvalifikationer og interesser, bruger man uendeligt meget tid og mental energi til at skrive en ansøgning og researche virksomheden, for ofte blot at lande i en bunke med ca. 300 andre. For ikke at tale om den tid man bruger på at skrive uopfordrede ansøgninger. Alligevel er den synlige jobjagt ikke den, der er mest krævende. Den største tid og aktivering foregår i hovedet, hvor det konstant kører rundt med tanker om, hvor man mon nu skal henvende sig efter igen at have fået afslag eller intet svar overhovedet. Der skrives en del om stress på arbejdspladsen, men den mentale stress, som vi jobsøgende lever med i vores hverdag, bliver ofte overset.

Vi er trætte af at blive behandlet som om vi selv ønsker at drive den af, hvilket enhver, der har prøvet at være jobsøgende i blot få måneder ved, at man ikke gør. Tværtimod er det at være jobsøgende hårdt for psyken, og de fleste jobsøgende ressourcepersoner har udviklet en stærk psyke, også efter at have taklet mange mærkelige sociale situationer, hvor man bliver stemplet ”arbejdsløs”. Vi har lært at takle uvisheden, og ingen udfordring er for stor, hvis det hjælper en til at nå sine mål. Vi er konstant på jagt og derfor aktive sælgere af os selv

Vi er nogle aktive jobsøgere, der for det første mener, at såkaldt aktivering som udgangspunkt kun er fornuftig, hvis den er frivillig. Dernæst, hvis der skal være en mening med denne form for støtte, så skal den rette sig direkte til arbejdsmarkedet, hvor jobmulighederne findes eller pengene skulle investeres i relevant opkvalificering af de jobsøgende.

Ville det ikke være mere hensigtsmæssigt, hvis AF og regeringen blev aktiveret og satte flere ressourcer ind på at opsøge virksomhederne for at identificere, hvor jobbene findes, om ikke andet for at retfærdiggøre deres arbejdsopgave som formidlere af arbejde og strategiske planlæggere? ”Aktiverings”-ordningerne burde også være langt mere fleksibel og starte, når den jobsøgende selv er interesseret og ikke firkantet efter et års jobsøgning.
 

Aktivér regeringen?

I Danmark er vi stillet forholdsvis fornuftigt mht. til offentlig støtte (når systemet ikke ved mindste uregelmæssighed er bundet i sit eget bureaukrati). Vores indvending er blot, at pengene aktivt burde bruges rettet mod de jobsøgendes individuelle behov og ikke på mere eller mindre irrelevante kurser.

”Vi kan jo bare køre lastbil”, har finansministeren udtalt, for det ville han selv gøre i vores situation. Ingen af forfatterne af denne artikel har søgt job som chauffør, men vi har søgt andre ikke-akademiske jobs. Vi er ikke højrøvede, snobbede eller for fine, men de arbejdsgivere, der skal bruge f.eks. en sekretær er ikke indstillet på at ansætte sådan nogen som os. Argumentet er, at vi jo bare forsvinder ved først givne lejlighed. Sådanne udtalelser fra politisk side vidner om en uvidenhed mht. den nuværende akademikerarbejdsløshed, hvilket er stærkt frustrerende, når man nu gerne vil arbejde og ikke er ude på at ”snyde systemet” (men i nogen grad føler sig snydt af selv samme system). Udtalelser af den karakter er uacceptabelt fra en finansminister.

 Hvis folk i regeringen hellere vil køre lastbil, er vi parat til at overtage jobbet fra på mandag.

Vi forbeholder os ret til at søge jobs, der blot har en lille relation til vort faglige felt, idet både vi selv (på reduceret løn, S.U.) og samfundet generelt i årevis har investeret kostbart i vores uddannelser. Netop derfor har vi indenfor vore respektive felter opnået kompetencer og kan derfor her fungere optimalt, hvilket jo også øger værdien væsentligt for samfundet. Det samfund vi virkelig gerne vil bidrage til!

Manglen på arbejdskraft i fremtiden løser ikke vores problem her og nu. Vi vil ikke spises af med muligvis, engang i fremtiden. Vi vil have arbejde nu. Vi får tudet ørene fulde af vores ”rettigheder og pligter” som jobsøgende, men vi forventer samtidig, at regeringen bliver aktiveret og opfylder sine pligter til at tænke strategisk og langsigtet. Hvis folk i regeringen hellere vil køre lastbil, er vi – efter vore lange uddannelser – parat til at overtage jobbet fra på mandag.

Vi vil gerne frabede os kategorien ”arbejdsløs” – Vi er jobsøgende ressourcepersoner. Vi arbejder aktivt, men mangler jobmuligheder. Den nuværende akademikerarbejdsløshedssituation er fuldstændig uacceptabel for os og – mener vi – for samfundet generelt. Der er ikke tale om et individuelt problem, som kan løses ved, at CV får en ansigtsløftning og kvikke ansøgninger.

Vi vil i fremtiden være med til at skabe et mere intelligent og humant arbejdsmarked, hvor ressourcerne bruges mere fornuftigt. Dette kunne ske ved:

  • En brobygning mellem uddannelsesstederne og arbejdslivet
  • Mere strategisk tænkning fra regeringen (ikke blot for en 4 års periode)
  • Et mere fleksibelt arbejdsmarked (f.eks. aflastning af stressede personer, oplæring, udvidede mentorordninger o.lign.)?
  • Relevante kursus-TILBUD og relevant opkvalificering

Der er foretaget en undersøgelse om beskæftigelsespolitik på Ålborgs Universitet (jf. ”Magasin” nyhedsbrev fra magistrenes arbejdsløshedskasse, Januar 2003, 14 årgang nr.1). Resultat fra denne undersøgelse viste, at det helt afgørende for ledighedens størrelse er arbejdsgivernes efterspørgsel på arbejdsmarkedet. Det er altså ikke den enkeltes jobsøgnings adfærd eller intensitet det er noget i vejen med. Den store ledighed skyldes ganske simpelt, at der på nuværende tidspunkt ikke findes job for alle!

Med venlig hilsen

De stærkt motiverede, arbejdsivrige ressourcepersoner

Pia Vanting Christiansen, cand.mag.
Gunilla Henriksson, mag.scient.
Michael Sonne, cand.merc./HRM


Tilbage til forsiden

Hvad synes du? Skriv en email!