Nr. 54 - nov./dec. 2004

OFFENTLIG JOBTRÆNING = OFFENTLIG UDNYTTELSE?

"Fru Medusa" har sendt os en email, hvor hun skriver: Dette er en kommentar til artiklen "Jobtræning - en fed forretning". Jeg håber, I kan bruge den.

Jeg har været i jobtræning på Horsens Sygehus på en af patientafdelingerne i et år nu. Mit job har bestået i at passe telefon, finde journaler frem og rydde op i dem når patienterne er blevet udskrevet, hente varer i depotet, bestille mad til afdelingen, lave kaffe og fungerer som bud når der er noget som skulle hentes eller bringes til de andre afdelinger.

Jeg har knoklet en vis legemsdel ud af bukserne hver dag og travet mange kilometer. Men jeg er aldrig blevet accepteret som en del af personalet. Personalemøder og lignende har jeg aldrig deltaget i for jeg er jo personale, og når personalet har holdt private sammenkomster er jeg aldrig blevet inviteret med.

Jeg har oplevet, at en af afdelingssygeplejerskerne kom ind, hvor jeg sad og spurgte om jeg ikke kunne gå ind og komme papir i kopimaskinen selvom hun lige kom derinde fra og bare lige skulle række ud efter papiret og lægge det i.

Jeg har ikke noget imod at hjælpe, men jeg har noget imod at blive udnyttet. Der er faktisk kun et par stykker på afdelingen, som jeg har kunnet tale med om ganske almindelige ting, resten har overset mig og det har været hårdt.

Jeg har heller ikke haft min egen plads. Hvis en af de andre syntes at de skulle bruge min computer så satte de sig bare ved skrivebordet og flyttede sig ikke selvom jeg kom ind. Jeg har jo sikkert været usynlig. Det arbejde jeg har, er noget som sygeplejerskerne og social- og sundhedsassistenterne skulle lave, men de mener ikke de kan overkomme det så derfor får de så tilskud til mig.

Efter min mening er der nu ikke så travlt, som de vil give det indtryk af for der bliver snakket meget på gangene og på kontoret og den tid kunne de jo så bruge til det jeg laver.

Læseren spurgte, hvorfor det kan være at jobtræning er så ringeagtet. Jeg vil spørge hvorfor bliver vi, som er i jobtræning behandlet så nedladende? Jeg tror, at man har et billede af en person, som ikke kan finde ud af sit liv og ikke kan finde ud af at finde et job eller ikke gider arbejde.

I begyndelsen blev jeg spurgt af alle hvad jeg havde lavet før og da jeg så fortalte at jeg havde været selvstændig med eget reklamebureau, blev de tavse og spurgte ikke mere for så passede jeg jo ikke ind i deres kasse og det var alle som reagerede på den måde.

Jeg har i hvert fald lært at når jeg engang forhåbentlig finder et arbejde så vil jeg behandle en evt. person i jobtræning pænt og ordentligt.

Og hvorfor fører jobtræning så ikke til almindelig ansættelse? I mit tilfælde er hospitalet ikke indstillet på at bruge penge på flere ansættelser så derfor bruger de faktisk ret mange i jobtræning. Det vrimler med dem på sygehuset og det kan godt gøre mig sur for det er jo meningen med jobtræning, at det skulle fører til et job og det ved AF vel også, men er de så bare ligeglad og ser gennem fingre med det bare de får en afsat. Jeg synes det er for dårligt. Det er at misbruge systemet og være ligeglad med de arbejdsløse.

Det var min private oplevelse og 31. oktober er jeg færdig og jeg tæller dagene og har gjort det det sidste halve år. I kan med rette spørge hvorfor jeg ikke har brokket mig. Det har jeg ikke fordi jeg skal kunne snakke med alle i og med at jeg passer telefon og tit skal have fat i en af de andre og så kan det jo ikke nytte at der er kold luft så jeg har holdt min galde for mig selv til jeg kom hjem.

Fru Medusa

Læs den artikel om jobtræning, som Fru Medusa kommenterer: Jobtræning - en fed forretning.

Hvad synes du? Skriv en email!