Nr. 58 - juli/august 2005

MOBBET TIL FYRING AF EN ARBEJDSPSYKOPAT

Endnu en bidragyder til debatten på TV2's hjemmeside for tv-serien Håbet, Anita, fortæller her om, hvordan hun blev mobbet væk fra sit job af en arbejdspsykopat. Et udmærket (Læs: uhyggeligt) supplement til de persontyper, vi tidligere har beskrevet i artikelserien "Magt og afmagt på jobbet" (første, anden og tredie kapitel).

Jeg var ansat i samme virksom i 28½ år, jeg var glad for min arbejdsplads og lidt stolt over at repræsentere den, alt fungerede perfekt, og jeg var en respekteret medarbejder, men 1. december 2001 blev der ansat en ny controller i afdelingen, og mareridtet startede.

2002 gik rimelig godt, ingen fattede dengang mistanke til noget, så livet gik sin gang. Hun overtog jo også noget arbejde, som vi i afdelingen havde svært ved at nå.

Som tiden gik, fandt hun ud af, at hun ikke kunne stå alene med det projekt,  hun var i gang med, og begyndte lige så stille og roligt at finde allierede i afdelingen, som hun kunne fritte ud om os og om afdelingen.

Den første var en, som på det tidspunkt havde overtaget noget af det overordnede ansvar, da vores sidste afdelingschef i afdelingen blev fyret. Da denne person ikke var sådan at bide skeer med, kom turen så til mig

Jeg var en type, som gerne tog bladet fra munden, hvis der opstod gnidninger og uretfærdigheder. Samtidig var jeg respekteret og vellidt hos mine kollegaer, så jeg var nok et oplagt emne.

Havde jeg vidst hendes hensigter og hvad det frem ad rettet førte til, var det slet ikke kommet så vidt. Jeg fattede overhovedet ikke mistanke før efter et år, hvor hun begyndte at gå lidt for tæt på, og mine kollegaer begyndte at vise en lidt mærkelig adfærd omkring min person.

Så blev jeg nød til at vælge side, og jeg valgte mine arbejdskollegaer hvilket resulterede i, at mobningen begyndte.

På et tidspunkt lavede jeg een fejl, den forfulgte mig i ord resten af 2003. Jeg fik utallige gange at vide, at hvis jeg ikke var dygtigere, så var jeg ikke værdig til at sidde, hvor jeg sad.

Det begyndte stille og rolig at skride under mig, og når vi havde samtaler sammen, benyttede hun hver en lejlighed til at fortælle mig, at jeg ikke var god nok, og at jeg hellere måtte på kursus. Jeg blev mere og mere frustreret og nedbrudt, troede til sidst på, at jeg måtte være dum. Hun prøvede også at beordre mig på overarbejde, vel vidende at jeg arbejdede på deltid og ikke ville få noget ud af det økonomisk. Ens regler,  kaldte hun det.

Hun begyndte at blive diktatorisk.

Jeg blev valgt til en gruppe, som skulle være med til at implementere et nyt system. Kort og godt… når jeg sagde grønt, så sagde hun rødt, og det blev rødt.

Jeg kunne slet ikke komme igennem med noget, og som hun sagde til mig på et tidligere tidspunkt: ”Jeg har en bred ryg og kan klare det”.

Der var desværre ikke megen opbakning fra mine kollegaer. De sagde ikke så meget, så det føltes, som om det var mig, der råbte op alene og hele tiden, måske var de bange?

Som året 2003 gik, blev der utallige gange snakket om indskrænkning og måske fyringer, og det gjorde os selvfølgelig utrygge, men op til flere gange fik jeg af vide af hende, at det ikke blev mig, så det skulle jeg ikke frygte.

Alligevel slog lynet ned, jeg blev kaldt ind til min overordnede chef. Hende, som altid havde rost mig, og som altid havde sagt, at hun glædede sig til vores jobsamtaler, da jeg altid havde mine kompetencer i orden. Hun sad nu overfor mig, febrilsk og hakkende, mens ”den anden” sad og virkede fuldstændig upåvirket omkring situationen med et lille smil og korslagte ben, mens ordene faldt: ” Vi har snakket om hvem vi bedst kan undvære i afdelingen, og det er dig”.

Alt gik i sort!

Derefter tilbød de mig en stilling, hvor arbejdstiderne var i weekenden, vel vidende at jeg arbejdede på deltid, og at det ville være meget svært for mig. Deres plan var derefter fuldført, for alternativet var, at jeg tog en hurtig fratrædelse, jeg stod ude på gaden efter 3 dage, fra et firma som jeg havde viet det meste af mit liv til, og det p.g.a. at vi fik en ”arbejdspsykopat” (citeret efterfølgende af en psykolog - jeg selv anede ikke de fandtes).

Jeg spørger ofte mig selv, hvordan en person kan få så meget indflydelse, så det lykkedes hende at manipulere en overordnet chef, få så meget indflydelse, så det lykkedes hende at få fyret eller omplaceret 4 medarbejdere, det er mig den dag i dag ubegribeligt.  Hvor er hjælpen henne i sådanne situationer? Selv fagforeningen måtte give op.

Selvfølgelig gør det ondt, meget ondt, jeg er heller ikke kommet ret meget videre i de 15 måneder, der er gået siden, og hvor går man hen, når man er fyldt 55 år?

Anita

Hvad synes du? Skriv en email!