Jobm@gasinet
Nr. 4 - December 1999


ANSØGNINGER, DER VIRKER, 3. DEL

Sidste del af denne artikelserie handler om selve samtalen og i særdeleshed dine praktiske forberedelser. De svære spørgsmål, som intervieweren sikkert vil stille dig, finder du behandlet i to andre artikler i dette nummer.
  1. del: Forberedelsen – er jobbet noget for dig?
2. del: Skriv selve ansøgningen
3. del: Jobsamtalen
 

SAMTALEN

Huskede du forberedelsen?
Allerførst bør du lige se på et par punkter fra 1. del af denne føjleton. De stammer fra forberedelsen, hvor du skal afgøre, om det annoncerede job er noget for dig:

  1. Søg oplysninger om firmaet via Kraks, Kompass, Greens og andre opslagsværker på biblioteket. Og selvfølgelig også via Internettet – prøv at finde firmaets hjemmeside. Hvis ingen af delene lykkes, så ring simpelthen til firmaet og bed om at få deres firmabrochure og årsregnskab tilsendt
     
  2. Hvis du søger i et begrænset geografisk område, er det overkommeligt at følge med hver dag i den lokale avis for at have en fornemmelse af det lokale erhvervsliv
       
  3. Undersøg firmaets ry som arbejdsplads. Hvis det er et lokalt firma, kan du sikkert finde nogen, der arbejder der eller har gjort. Hvis du kender nogen, der arbejder hos konkurrenten, kan de også fortælle dig noget om firmaet.

Hvis du er gået lidt let hen over disse forberedelser, inden du skrev ansøgningen, så er det NU, du skal gøre en indsats. Jfr. pkt. 1, så sender de mest seriøse firmaer i dag deres firmabrochure ud med indkaldelsen til samtale. Det siger sig selv, at den skal nærlæses!

Geografisk placering
Næste vigtige punkt er at finde ud af, hvor firmaet ligger. Hvis det er inden for bygrænsen, har du sikkert ingen problemer, men hvis det er i en by, du ikke kender, så gør følgende:

  • Find adressen på et kort, fx www.krak.dk under bykort
  • Check transport - skal du køre selv eller med offentlig transport?
  • Beregn tid - rigeligt!
  • Kom for tidligt og se på omgivelserne. Hvis du skal arbejde dér, er det rart nok at vide, hvilke faciliteter der er i nabolaget, hvor langt der er fra stationen osv. osv.

Medbringes

  • Stillingsannoncen
  • Kopi af din ansøgning (komplet med bilag)
  • Udtalelser (kopier til at udlevere)
  • Dit udvidede CV, jfr. 1. del af denne føljeton

Timing
I de første par minutter af enhver samtale udveksles diverse høflighedsfraser. For intervieweren er det helt klart et ønske om at få dig til at slappe af og føle dig godt tilpas. Du vil som regel kunne mærke på intervieweren, hvornår jobsamtalen reelt begynder. Vedkommende vil fx fortælle dig, hvem du skal snakke med og hvor længe det varer. Hvis ikke, så forsøg selv at finde ud af det, hvor lang tid der er afsat. Dermed kan du disponere tiden, så du ikke sidder tilbage med alle dine spørgsmål, når tiden er gået. Spørg fx allerede under førnævnte "opvarmning", hvornår det vil være passende, at du stiller dine spørgsmål.

Dine spørgsmål
Samtalen skal ikke være et forhør med envejskommunikation. Du kan kun bedømme jobbet og firmaet, hvis du selv deltager aktivt og stiller spørgsmål. Og intervieweren får også et meget tydeligere indtryk af dig, hvis du gør det. Forbered en liste med dine egne spørgsmål til intervieweren:

  1. Spørg efter evt. stillingsbeskrivelsen
  2. Firmaets organisationsdiagram - hvem refererer du til
  3. Forgænger - årsag til ophør
  4. Mulighed for at møde kommende chef/kolleger
  5. Personlig profil på disse
  6. Personalepolitik (lønstigning, uddannelse, fridage, flekstid, mv.)
  7. Løn
  8. Starttidspunkt
  9. Arbejdstider

Uddybende spørgsmål
Husk, at hv-spørgsmål (hvem, hvad, hvor osv.) giver modparten mulighed for at svare lidt mere uddybende, end hvis du stiller spørgsmål, der kan besvares med ja eller nej.

  • Hvad betragter firmaet som det vanskeligste i jobbet?
  • Hvad bliver medarbejderne målt på i dagligdagen (succeskriterier)?
  • Hvad er firmaets vigtigste produkter, og hvad gør dem specielle på markedet?
  • Hvordan ser fremtiden ud for firmaet?

Bedøm svarene men også måden, der svares på! Husk: Det er helt OK at notere svarene ned på din liste ud for spørgsmålene. Enhver professionel interviewer ved, at når adrenalinen pumper, glemmer man en masse ting.

Husk, du skal ikke stille spørgsmål for at lyde intelligent, men fordi du skal have et godt beslutningsgrundlag, når du skal afgøre, om jobbet så virkeligt er noget for dig.

Din fremtræden
Rene negle og alt det dér? Ja, det siger sig selv, men det er også væsentligt, at du har valgt det rigtige tøj: Stilmæssigt skal det passe til firmaet/branchen, og så skal det være noget, du føler dig godt tilpas i.

Servering
Det kan være et mareridt at kæmpe sig igennem et rundstykke, mens du forventes at se intelligent ud og svare på spørgsmål (med mad i munden?). Hvis du bliver budt, kan du sagtens vælge at sige nej tak uden at fornærme nogen.

Hvis du som tedrikker udelukkende bliver budt kaffe, er det selvfølgelig i orden at sige nej tak. Ud fra situationen kan du jo spørge efter te eller vand. Men dette punkt er et spørgsmål om temperament: Nogle mennesker spørger selv efter det, de gerne vil have. Sørg bare for at være dig selv, for også på et så uskyldigt område som dette vil en interviewer bedømme din reaktion. Og i øvrigt vil den professionelle interviewer automatisk sørge for, at du får valget!

Bør du ryge under samtalen? Kun, hvis andre gør, og hvis du er 100% sikker på, at det er accepteret i firmaet. Og det er det rent faktisk ikke særlig mange steder mere!

Konklusion
Det vigtigste, men også det sværeste, er dog, at du har et direkte medansvar for at skabe en god og konstruktiv dialog med intervieweren. Hvis du er dig selv og viser engagement, vil langt de fleste professionelle interviewere guide dig igennem samtalen, så du får mest muligt ud af den også. Du får de informationer, du skal bruge, og firmaet får de nødvendige informationer for, at de kan vurdere din mulighed for succes i jobbet.


Disse tre artikler om "Ansøgninger, der virker" har forhåbentlig sat fokus på nogle af spørgsmål, der er vigtigst for dig. Hvis du synes, der mangler noget, eller du selv har gjort andre erfaringer, vil vi gerne høre fra dig.

Husk, der findes ikke nogen entydige sandheder om jobsøgning. Til syvende og sidst er det afgørende, at du selv får dine egne erfaringer. Men der er ingen grund til, at du gentager andres fejl. Det har været redaktionens formål med disse tre artikler.

Held og lykke!

 

Tilbage til forsiden

 

Hvad synes du? Skriv en email!