Jobm@gasinet
Nr. 14 - december 1999


FUP OG FAKTA OM UOPFORDREDE ANSØGNINGER

Det er relativt set meget få af vores læsere, som mener, at de finder deres næste job via uopfordrede ansøgninger til virksomheder. Det ved vi fra tidligere rundspørger. Samtidigt hører vi, at mange virksomheder i deres kamp om de gode hoveder gerne vil modtage uopfordrede ansøgninger. Jobm@gasinet testede 25 virksomheder, og resultatet var bestemt ikke noget at råbe hurra for.


Redaktionen skrev til 25 af de større danske virksomheder, som udmærker sig ved at have en høj profil i markedet og som nævner på deres hjemmeside, at de gerne modtager uopfordrede ansøgninger.

Vi ville ikke snyde virksomhederne ved at sende en "fup"ansøgning! Derfor sendte vi et tilbud til dem om, at de kunne blive linket til Jobm@gasinet under en rubrik som f.eks. "Vi modtager gerne uopfordrede ansøgninger".

Hvorfor skulle virksomheder sige nej tak til sådan et tilbud? Tja; henvendelsen ligner måske for meget et skjult salgsbudskab med kommercielle bagtanker. Vi bad virksomhederne udfylde et kort spørgeskema om sig selv. Det kan være en anden årsag. Men desværre tror jeg, at der ligger en meget mere alvorlig årsag skjult!


Gammeldags administration?

Man kan frygte, at danske virksomheder slet ikke er gearet til at håndtere elektroniske ansøgninger!!! Hvordan arkiverer og registrerer man henvendelser, som kommer via email – sideløbende med, at man pr. tradition altid beder om ansøgninger udfærdiget med pen og blæk.

Enhver, som læser Jobm@gasinet og er fortrolig med sin computer ved, at man bare kunne oprette en særlig mappe til disse emails. Men så kommer spørgsmålet om fortrolighed. Hvem skal have adgang til at se din fortrolige henvendelse?

Der findes med garanti virksomheder, som har etableret en god og sund procedure for at tackle disse små problemer. Dem vil vi gerne høre fra.

Jobm@gasinet planlægger at oprette en underside, hvor seriøse virksomheder, der seriøst vil behandle uopfordrede ansøgninger, gratis kan få en kort beskrivelse og et link. Hvis altså der er nogen, der kan få øjnene op for, hvor smart det vil være...


Behovet for nytænkning

Når virksomheder skal have nye medarbejdere – eller du ønsker at gøre opmærksom på dig selv – sker det stadigværk efter de "gode, gamle principper". Virksomheden skal indrykke en annonce i avisen, og du skal sende en ansøgning. Det er, som om ingen af os rigtigt er gearet til den elektroniske verden.

Virksomhederne anvender naturligvis de kommercielle Internet jobdatabaser. Men det er kun til at finde relevante kandidater, som man derefter kan kontakte. Læs Hr. Madsens erfaringer med at blive registreret i disse databaser (se i @RKIVET under Jobm@gasinet nr. 4). Langt de fleste databaser arbejder nemlig ud fra, at man "bare" overfører dine papirdata til det elektroniske medie. Det gør naturligvis virksomhedens søgning i databasen nemmere. Men det er ikke optimalt.

Men hvad med dig som potentiel ansøger, hvis det "rigtige" dukker op? Du behøver jo ikke at være bundet af, hvordan et CV skal se ud på papir. Specielt ikke, når du kan bruge hele den virtuelle verden til at beskrive dig selv. Men så er problemet, om virksomheden finder dig!


Tilbage til forsiden

Hvad synes du? Skriv en email!