![]() |
|
![]() |
SEX PÅ JOBBET - DEN KVINDELIGE VINKEL Da
ordren endelig kom i hus efter utallige reviderede tilbud i den
komplicerede licitation, ville jublen ingen ende tage. Chefen beordrede øjeblikkeligt
fredagsøl – kl. 14:15 på en torsdag. Ølkassen blev hentet ekspres fra tekøkkenet, og alle trak deres kontorstole hen i midten af det store kontorlandskab. Der blev knappet øl op, og snart gik snakken lystigt: “Hvad med den gang, serveren gik ned ½ time, før kunden kom til møde om det reviderede tilbud – og vi skulle lige til at printe ud” eller “Ja, for ikke at tale om den gang, hvor receptionisten kom til at vælte en kop kaffe ud over faxen med kontrakten”. |
|||
|
Mens de sjove historier vælder frem, og latteren går,
breder lettelsen sig - en fælles sejrsrus – “vi klarede det!” –
og pludselig er vi ikke bare kolleger. Vi er som soldaterkammerater på
vej hjem fra fronten. Lettelsen over det veloverståede slag giver et
kammeratskab, en forståelse, en fællesfølelse som vi ikke kender til
daglig. Nu er bogholder Nielsen ikke en kedelig træmand: Han er en af os
andre, - han har med sine talkundskaber bidraget til det fælles projekt
og bevist sit værd. Bente er ikke en kedelig, nærsynet eksportassistent.
Hun er den, der har klaret papirarbejdet i forbindelse med den vigtige
remburs. Svend er ikke bare projektingeniør. Trods sit julemandsskæg er
han en guttermand, der har fundet mange fælder i de tekniske
specifikationer, og vi har lært at sætte pris på hans tørre jyske
lune. Sidst på eftermiddagen bestiller chefen dagens ret i
12 eksemplarer fra den lokale kro, mens receptionisten bliver sendt i
Dagli‘Brugsen efter rødvin. Da alle sidder mætte og veltilfredse i
frokoststuen, er der da heller ingen, der løfter et øjenbryn over, at
Ilse hviler sit hoved på Lars’s skulder, mens hun højtideligt
deklamerer, at når det bare lige bliver mandag igen, er hun klar til den
næste licitation. Ingen bemærker, at Ilses hånd glider hen over
Lars’s lår, og deres hænder finder sammen under bordet. Da alle en
halv times tid senere bryder op, er det naturligt nok ikke alle, der kan køre
hjem selv. Lars melder sig frivilligt til at køre Ilse hjem. I skyndingen
tænker ingen på, at de bor i hver sin retning fra firmaet – alle er
berørt af sejrsrusen over det veloverståede projekt. Lidt senere finder Ilse og Lars hinanden i Ilses
ungpigehybel, og sammen elsker de til den lyse morgen. . . . . . . . . Vi forlader Ilse og Lars her. Dette kan enten være
starten på et langt og dejligt forhold eller slutningen på et godt
kollegaforhold. ÅRSAGERNE Det er ikke sjældent, at en sådan
”sejrsrus” kan føre til et kort- eller længerevarende forhold mellem
to kolleger. Som regel varer det ikke længe – kun få stævnemøder,
inden interessen svinder, eller parterne finder ud af, at det er for
kompliceret – men sommetider skabes et nyt par på den måde. Ikke så få
har fundet deres ægtefælle på den fælles arbejdsplads. Og det kan vel
at mærke føre til ægteskaber, der er lige så varige som alle andre. Andre gange er det bare kammeratskabet
– det kollegiale – der virker så stærkt på nogle, at det for en
stund giver den følelse af nært venskab, som de mangler i deres liv på
det pågældende tidspunkt. Og endelig kan kontrasten mellem et uddøende
parforhold og en levende, venskabelig atmosfære
på den fælles arbejdsplads være så stor, at den er uimodståelig. KONSEKVENSERNE Men uanset grunde og resultater er der
grund til at være på vagt. Hvis man føler, at et ægte, længerevarende
forhold er på vej, kan der være vægtige grunde til, at det skal prøves
af, omend situationen kan gøre, at det skal ske uendeligt forsigtigt. Men
konsekvenserne bør overvejes nøje, for når først den nye alliance er
kendt på arbejdspladsen, melder problemerne sig som regel hurtigt. Forholdet til chefen bliver nemt
anstrengt. Hvis den ene part er gift, tvivler specielt chefer af den gamle
skole straks på, hvorvidt en medarbejder med en så anløben moral kan være
værd at satse på. Men også mere moderne chefer kan (undertiden med
rette) være bekymrede for, hvorvidt den nye alliance kan have en negativ
indvirkning på team’et. Kollegerne har også af og til
kvababbelser: I det aktuelle eksempel spekulerer Ilses kollega Bente på,
om det betyder, at hun og Ilse ikke mere skal spise frokost sammen. Bare
tanken om at blive svigtet på denne måde får Bente til at være kølig
over for Ilse den følgende mandag. Lars’s kollega Orla overvejer, om
han og konen skal holde op med at invitere Lars og konen til whist en gang
om måneden, som de plejer. Og endelig er der den eventuelle partner
derhjemme. Ilse er en fri fugl, der kan gøre som hun har lyst til, men
Lars er gift og har børn. Han er sandsynligvis ikke til sinds at opgive
sit ægteskab men ønsker blot lidt kulør på tilværelsen. Hans kone er
dog forsynet med den samme stærke intuition som de fleste kvinder, og hun
mærker snart, at der foregår et eller andet. Lars er medlem af flere
foreninger, og der sker pludselig en stigning i antallet af
generalforsamlinger og andre uopsættelige møder... ANLEDNINGER Ud over de ovennævnte årsager
(”sejrsrus”, kammeratskab og skrantende parforhold) kan der være
andre anledninger, der kan skabe eller vedligeholde gnisten. Personalefester er selvfølgelig den
klassiske. Vi smider alle hæmninger over bord: Nu skal vi rigtig hygge
os! Mændene har ventet hele året på at se chefsekretæren i kort
nederdel og nedringet blondebluse i stedet for den tækkelige lange
nederdel med habitjakken. Og pigerne sukker, når den nyansatte unge
ingeniør, der går i motionscenter 2 gange om ugen, smider slipset og
spiller med biceps’ne. Teambuilding-arrangementer er en anden
lejlighed til at komme tæt på hinanden. Der flyttes nogle grænser for nærhed
samtidig med, at der flyttes mentale hegnspæle. Det kick, man får ved at
rappelle ned af den lokale silo, kan stimulere hormonerne i en sådan
grad, at en efterfølgende fysisk (seksuel) reaktion er næsten uundgåelig. Ikke fjernt herfra ligger firmasporten:
Når vi styrter svedende rundt og griner over vores egne og hinandens forsøg
på at lege Camilla Martin og Peter Gade, kommer vi hinandens kroppe meget
nær, og en efterfølgende fysisk kontakt er meget nærliggende, - faktisk
også næsten uundgåelig... Endelig har seminarer og konferencer på
fjerntliggende konferencecentre og hoteller en forunderlig indvirkning på
libido’en. Efter en hel dags udmattende strategi-workshops med tilhørende
gruppearbejder kan en god middag med tilhørende vine (chefen vil jo ikke
risikere at blive kaldt en gnier), virke som et afrodisiakum. Over den
afsluttende godnatdrink i baren (”To drinks pr. mand – vælg selv”)
hviskes værelsesnumre i ly af muzakken, og pigernes øjne slår smut,
mens mændene rømmer sig og koncentrerer sig om at tøjle begejstringen,
indtil øjeblikket oprinder. ”Var det et godt seminar?” spørger
kollegaerne mandag formiddag i kaffepausen. ”Jo, det var meget givtigt.
Jeg er sikker på, at vi har fået lagt strategien for det kommende år....”. SEXCHIKANE? Nej, der er himmelvid forskel. I alle de
ovennævnte tilfælde har jeg portrætteret (vha. eksempler fra mine
tidligere arbejdspladser) situationer fra det virkelige liv, hvor begge
parter har villet det, der skete (på engelsk: Consenting adults). Her er
ingen, der bliver chikaneret. Jeg har set mange tilfælde af sex på
jobbet, men aldrig sexchikane. Nogle af ”aktørerne” har fortrudt
undervejs, ofte pga. skrupler og eksisterende parforhold, men alle har fra
starten vidst, hvad de gik ind til, og der har ikke været nogen
udnyttelse af position eller chikane. BUDSKABET Den
opmærksomme læser af Jobm@gasinets artikler vil have bemærket, at de
artikler, der er skrevet af Redaktøren, bærer præg af en holistisk
tankegang. Min kongstanke på Jobm@gasinet såvel som i livet er trivsel,
og for at opnå trivsel er du nødt til at inkludere alle aspekter af dit
liv. Holisme betyder ”det hele”. Jeg er ikke fortaler for, at du
smider alle moralske forbehold over bord. Men der gælder visse grundlæggende
principper, hvis du tror på holisme: Livet er nu og her! Du kan blive kørt
over af en lastbil i aften, når du går aftentur. Når du så ligger på
sygehuset, vil du så bryde dig om at tænke på, hvad du sagde nej til,
fordi du mente, at det måske var umoralsk/forkert/syndigt eller bare
upassende i nogles øjne? Sørg for, at dit liv glæder dig selv mest muligt uden at skade andre! LI |
|||
| Tilbage til forsiden | Hvad synes du? Skriv en email! |
||