Nr. 24 - november 2000

BRUG OG SMID VÆK!
Aldersdiskrimination i Danmark
af Peter Duetoft, CD

For nogle år siden ringede en bekendt i Nordjylland til mig optændt af raseri. Hun havde i  en avis set en annonce fra Politimesteren i Aalborg:” Søges parkeringsvagt. Alder mellem 40-45 år.” Som hun sagde: ”Hvad i alverden er meningen?”

Jeg blev selvfølgelig også lidt forundret. Jo, jeg kan da forstå den nedre grænse. Møder man en kolerisk person, der har fået en bøde, så skal man da have menneskekundskab for at forklare den pågældende situationen. Men den øvre grænse?

Jeg spurgte naturligvis justitsministeren om begrundelsen for den øvre aldersgrænse. Der gik uger, før jeg fik et svar – hvilket jeg godt kunne forstå. For det må da være vanskeligt at opdrive en begrundelse. Endelig kom det: ”Det koster så meget at uddanne en parkeringsvagt, at man er nødt til at kunne regne med dem 10-15 år, for at det kan betale sig!!!”. Himmelfalden var jeg. For det første er det – med al respekt for parkeringsvagter – vel ikke en langvarig uddannelse, vi taler om. For det andet vidste jeg, at man andre steder i landet kunne bruge pensionister. Hvorfor skulle det være så specielt i Nordjylland? Nysgerrig som jeg er, spurgte jeg derfor: ”Hvor meget koster det da?” Igen lang ventetid – og så svaret: ”Det ved vi ikke, for det har vi ikke regnet på”. Sandheden var altså, at man havde indbygget et aldersbegreb uden nogen begrundelse – men til stor gene for mennesker på arbejdsmarkedet. Hvordan skal private dog prioritere mennesker over 45 på arbejdsmarkedet, hvis det offentlige sender et sådant signal?

Private er imidlertid ikke bedre. En bekendt et sted i Jylland kørte lastbil i et stort firma. På et tidspunkt kom ejeren til den pågældende og sagde: ”Vi er så glade for, at du har arbejdet 25 år i vort firma. Du er så dygtig. Vi skal nu have en ny lastbil. Den vil erstatte de to, vi har nu – men vi er så glade for dig. Godt nok er den anden chauffør, som vi nu skal fyre 25 år gammel, har lige købt hus og fået barn – men vi er jo altså så glade for dig, så han må jo miste jobbet. Ved du i øvrigt, der er noget, der hedder efterløn?" Læseren kan selv gætte, hvem der gik på efterløn kort efter.

Dette er jo blot to eksempler ud af mange. TV kunne for nylig vise en udsendelse, hvor en række mennesker fortalte, hvordan arbejdsmarkedet afviser dem alene på grund af deres alder. Det var en chokerende oplevelse at se den ene efter den anden gennemgå jobannoncer, sætte små hak ud fra opfyldelse af kvalifikationer – for så til sidste at falde for sætningen: Alder 30-35 år.

Denne situation er virkeligheden, mange mennesker føler i Danmark i dag. Alle taler om seniorpolitik, mangel på arbejdskraft, bevarelse af viden og erfaring. Men af og til føler man, at disse ord kun hører hjemme i festtalerne. Virkeligheden er en anden for dem, der har en dåbsattest, der er nogle år for gammel. Ofte hører man fra erhvervslivet, at efterlønnen er overflødig og ødelæggende for arbejdsmarkedet. Men modspørgsmålet kunne være: Hvad gør I for at beholde mennesker på arbejdsmarkedet, når de er over 50? Husker I at efteruddanne og holde ajour? Eller har virksomhederne den opfattelse, at man – når man er over 50 – blot skal blive på det niveau man er og ikke videreudvikles? Har man den holdning - både hos private og i det offentlige – er det meget dumt. Dels er erfaring og viden alfa og omega i den ny konkurrence. Dernæst er mennesker over 50 stabil arbejdskraft. 

Ofte hører jeg virksomheder ønske den 30-årige: ”For så har vi en ansat i mange år!”. Men det er jo ikke rigtigt. Netop den yngre medarbejder vil skabe karriere, vil prøve noget nyt vil skifte miljø. Derfor har man ofte kun den aldersgruppe nogle få år, mens den 50-årige ved, at det er denne arbejdsplads tiden ud. Endelig tror jeg mange mennesker er trætte af, at viden og erfaring er en by i Rusland. Når jeg går ned hos min bankrådgiver, ind og køber en bog eller vil prøve noget tøj, så skal der altså også være en person, der har prøvet det, jeg har prøvet, at tale med. Derfor er fremtiden en blanding. Der skal være plads til den unge fremstormende – iderige – og nytænkende. Men der skal altså også være plads til kontinuiteten og erfaringen. Det er det mix, der er det rigtige.

Jeg får kuldegysninger, når jeg i radio og TV efter en meget stor fusion hører, at der skal rationaliseres 2500 mennesker bort. Nogle ved naturlig afgang – andre ved aftrædelsesordninger. Ingen skal bilde mig ind, at det ikke er gruppen over 45-50 år, man her taler om. Bare væk med dem – til skade for erhvervslivet i Danmark. Og til skade for de mennesker, vi taler om. Arbejde er ikke alt, men vi har alle brug for et tilhørsforhold, vide, at samfundet kan bruge mine evner og min viden til noget.

Det kræver en holdningsændring – både i det offentlige og i det private. Måske vil noget af presset komme, når selvbevidste kunder over 50 kræver at blive behandlet af vidende folk både i servicevirksomheder og i forretningerne. Men det er vel ikke nok. Nogle vil lave kampagner og siger, at dette virker. Men gør det det? Er antallet af eksempler gået ned? Jeg tror, det er nødvendigt med hårdere midler. Man må ikke kønsdiskriminere i Danmark. Man må heller ikke diskriminere på grund af etnisk baggrund. Hvorfor gør vi det ikke forbudt at diskriminere aldersmæssigt? CD er tilhænger af et egentligt forbud.  Ikke fordi vi tror, det løser hele problemet. Selvfølgelig kan man komme udenom en sådan paragraf ved at finde en anden undskyldning. Men man skal altså tænke over tingene, og man skal kunne argumentere for det. Man bliver fri for de annoncer, hvor man udelukker kvalificerede ansøgere blot ved en sætning om: Alder mellem…. Og som TV-udsendelsen viste, man opdager måske, hvad man så går glip af.  Endelig vil et forbud lægge et specielt pres på den offentlige sektor. Lad os dog vise, at al den snak med ”grå guld” faktisk er noget, vi mener. Alt andet er synd for de pågældende mennesker, for virksomhederne og for Danmark.

Peter Duetoft, MF 
Gruppeformand (CD)

Hvad synes du? Skriv en email!